STAFETTEN er givet videre

P. har haft ledende stillinger i en global virksomhed og er en af dem, som bliver sagt op i forbindelse med en omfattende reorganisering. P. har været ansat i virksomheden i 15 år. Han får tilbudt et genplaceringsprogram, som han tilslutter sig. En del af programmet er otte samtaler á en time fordelt over tre måneder. Vi afstemmer forventninger og bliver enige om et coachingforløb. Ved det første møde viser det sig, at P. har det svært med opsigelsen, som har overrasket ham. Han forsikrer mig om, at han ikke har økonomiske bekymringer. Til gengæld bekymrer det ham, at han identificerer sig meget med virksomheden og den prestige, som for ham er forbundet med at være ansat et sådant sted. Han udtrykker, at han har brug for at skabe orden i tanker og følelser og tale om sin ansættelse, og hvad der gik forud for opsigelsen, før han kan koncentrere sig om at definere og søge nye karrieremuligheder. Sammen at gå på opdagelse i det arbejde, som har betydet så meget for ham og stadigvæk gør, giver ham mulighed for at fortælle om den del af hans identitet, som er knyttet til virksomheden. Gennem vores dialog leder han efter en mening med opsigelsen og etablerer den skridt for skridt. Nu kan vi fokusere mere på, hvad der betyder noget for ham her og nu og i fremtiden, og hvilke livs- og arbejdsværdier han sætter pris på. Det leder os frem til at arbejde med de forestillinger, som P. har om sit kommende arbejde. De antager mere og mere form, og P. vil nu gerne udarbejde en karriereplan. Indtil nu har P. arbejdet med iver og nysgerrighed, men efterhånden daler energien, og jeg beder om et timeout og gør ham opmærksom på, hvad jeg iagttager. Han er glad for, at jeg tager det op og siger, at han føler en træthed, som kommer bag på ham. P. understreger, at han har fået et godt fundament for at søge det kommende job. Vi dvæler lidt ved hans træthedsfølelse, og han indleder næste samtale med at sige, at han ønsker sig en pause fra 'job og karriere'. Han spørger, om vi kan gå videre med en anden dagsorden, som han har opdaget, at han har negligeret i mange år og som ligeledes vil have betydning for hans kommende jobsøgning, nemlig at reflektere over personlig udvikling, livet og andre mål. Vi har cirka halvdelen af forløbet tilbage.

 

Dilemma: Ovenstående er udtryk for coachingforløb, hvor coachee'en undervejs ønsker at gå i en anden retning end det, der er aftalt mellem virksomheden, coachee og coach. Det er især et dilemma, når den betalende part er en anden end coachee'en. Skal coachen opfylde coachee'ens ønske og dermed måske ikke opfylde målet for genplaceringsforløbet eller hellere understrege for coachee'en, at de resterende samtaler skal have det kommende job som udgangspunkt med fare for et mere asymmetrisk forhold til følge? Skal aftalen genforhandles? Skal coachen foreslå coachee'en at tage de ønskede emner op med en anden coach?